Folkets Møde - Frivillighedsåret

 

Folkets Møde: IngerFair - Rekruttering af frivillige lørdag 22. sept. fra 10.00-11.15 og fra 11.30-13.00.

Program fra 10.00-11.15

Sådan rekrutterer du flere frivillige – del 1 af 2: De gode gamle dyder og nye former for frivillighed i Danmark. Frivilligheden ændrer sig fordi samfundet ændrer sig! Men i stedet for at forholde sig til samfundets udvikling og de krav nye typer frivillige stiller, er det ofte holdningen, at det er ‘de andres’ værdisæt den er gal med. Oplægsholderne tager dig gennem samfundets udvikling og udviklingen af frivilligheden. På den måde bliver du opmærksom på både de klassiske og nye typer frivillige, og hvad de ønsker at engagere sig i.

• Velkommen og hvordan bogen ’Sådan rekrutterer du frivillige’ er kronen på værket v/Frederik C. Boll, direktør i Ingerfair

• Hvorfor står folk ikke længere i kø for at melde sig som frivillig? Hør om samfundets udvikling og de seks typer frivillige og hvad du skal gøre for at engagere flere frivillige v/Troels Broberg Carlander og Marie B. Holdt, chefkonsulenter i Ingerfair

De første 15 personer får udleveret et gratis eksemplar af bogen ’Sådan rekrutterer du frivillige’ (værdi 198 kr.). Smugkig i bogen allerede nu på https://www.ingerfair.dk/ekspertiser/rekruttering-af-frivillige/ omtrent midt på siden kan du hente uddrag af bogen kvit og frit.

 

Program fra 11.30-13.00

Sådan rekrutterer du flere frivillige – del 2 af 2: Vær’ skarp på, hvad du rekrutterer til og ha’ styr på din kommunikation. En god rekrutteringsindsats handler om at have meningsfulde opgaver på hylderne. Det kræver overvejelser over arbejdsopgaver, tidsforbrug samt de forventninger, du har til nye frivillige. Oplægsholderne giver dig praksistestede redskaber til at organisere det frivillige arbejde, så din hverveindsats bliver effektiv. Samtidig får du opskriften på engagerende kommunikation – så du kan lave inspirerende infomøder og flyers der tiltrækker nye frivillige.

• Velkommen (igen) v/Frederik C. Boll, direktør i Ingerfair

• Lær om de tre zoner for engagement hos frivillige, så du kan skabe gode forudsætninger for din rekrutteringsindsats v/Troels Broberg Carlander og Marie B. Holdt, chefkonsulenter i Ingerfair

• Sådan kan du få flere med – få redskaber design af frivilligroller og engagerende kommunikation v/ Troels Broberg Carlander og Marie B. Holdt, chefkonsulenter i Ingerfair

De første 15 personer får udleveret et gratis eksemplar af bogen ’Sådan rekrutterer du frivillige’ (værdi 198 kr.). Smugkig i bogen allerede nu på https://www.ingerfair.dk/ekspertiser/rekruttering-af-frivillige/ omtrent midt på siden kan du hente uddrag af bogen kvit og frit.

 

Afholdes i FO-byen, Vester Alle 8, lokale VA8-205.

 

 

 

Folkets Møde: Frivilligjob.dk - Lør. 22. sept. kl. 13.-14.00: Har frivillige foreninger et særligt ansvar for at være mangfoldige og tilgængelige?

 

Arrangør: Frivilligjob.dk. Sted: Stiften Loungen, Frederiksgade 78B,st., FO-byen

 

Frivilligjob.dk arrangerer i den forbindelse en paneldebat d. 22. september kl. 13-14 i FO-byen i Aarhus.  Hovedemnet er teknologiens muligheder i frivillighed og inklusion af mennesker, som lever med handicap, funktionsnedsættelse eller kronisk sygdom.

 

Data fra Frivilligjob.dks brugerundersøgelser viser, at digitale medier kan være en indgangsvinkel til det frivillige arbejde for mennesker, som lever med handicap, funktionsnedsættelse eller kronisk sygdom. Teknologi kan være vejen ind i den frivillige verden - men der skal også være noget at komme ind i. Er frivillige foreninger overhovedet bevidste om, hvad det vil sige at være tilgængelig og efterstræbe mangfoldighed? Er der et reelt fokus på at gøre noget konkret, ændre strategier og kulturer, rekruttere anderledes og bredt fx online?

 

I debatten sætter vi fokus på foreningslivets ansvar for at skabe muligheder og højne tilgængeligheden for mennesker med særlige udfordringer. Har frivillige foreninger et særligt ansvar for at være mangfoldige, eller er foreningers ansvar i højere grad at nå deres formål? Hvordan undgår vi et modsætningsforhold mellem mangfoldig tilgængelighed og opnåelse af foreningens formål?

 

Vi har samlet et panel af relevante aktører fra civilsamfundet til at diskutere og udfordre hinanden på, om og hvordan frivillige foreninger skal være tilgængelige, og hvad frivillige foreningers ansvar er for at skabe muligheder for frivilligt engagement for mennesker, som lever med handicap, funktionsnedsættelse eller kronisk sygdom.

 

Paneldeltagere:

 

-  Sofie Monggaard, Formand for Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH)

 

-  Troels Boldt Rømer, Landsformand for Ungdommens Røde Kors (URK)

 

-  En repræsentant fra Ingerfair (konsulentvirksomhed med fokus på frivilligmiljøer)

 

 

 

Om Frivilligjob.dk:

 

Frivilligjob.dk er Danmarks største portal for frivilligt arbejde med mere end 9.000 jobopslag for frivilligt arbejde årligt. Ambitionen er at understøtte mangfoldig rekruttering og vise bredden i det frivillige arbejde samt inspirere mennesker til at finde netop det frivillige arbejde, der matcher deres interesser og kompetencer. Frivilligjob.dk har eksisteret siden 2005 og er et nonprofit projekt under Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark (FriSe). Læs mere om Frivilligjob.dk her.