Bedsteforældres klimaaktion

18. Sep 2020

Offentligt virtuelt debatmøde om Aarhus Kommunes klimaplan Er klimahandlingsplanen vejen til klimaneutralitet i 2030? Eller fører den tværtimod til øget CO2-udledning? Kom og hør Aarhus Kommune og byens grønne organisationer debattere kommunens kommende klimaplan.

Onsdag den 30. september kl. 19:00 – ca. 21:00

Mødet finder sted i FO-Byen med et mindre publikum. Men det streames live til DIG!

- Er biomasse grøn eller sort?

- Kan man fange CO2? Kan CO2 tæmmes? Måske endda bruges?

- Kan vækstdrømme realiseres uden at klimaet påvirkes?

 

Svarene på disse spørgsmål bliver vidt forskellige alt efter, hvem du spørger. Og de grønne organisationer i Aarhus får et andet facit, når de regner på Aarhus Kommunes klimaplan, end kommunen gør. Nu kan du selv afgøre, hvem der har ret.

Vi har inviteret Aarhus Kommunes klimachef, en byrådspolitiker og et par debattører fra de grønne organisationer til en debat om klimaplanen. Den er i høring indtil slutningen af oktober. Det er altså NU, du kan få indflydelse! Bedsteforældrenes Klimaaktion og Det fælles Bedste inviterer dig derfor til at overvære debatten. Du kan deltage ved at stille spørgsmål til panelet via sms.

 

Vi har fokus på tre emner i klimaplanen: 1) Biomasse, 2) CO2-fangst, CO2-lagring og syntetisk brændstof (Power-to-X) samt 3) Aarhus Kommunes vækstplaner og disses konsekvenser for klimaet.

 

Panelet består af

- Henrik Müller, klimachef, Aarhus Kommune.

- Eva Meinertz, medlem af Aarhus Byråd for De Radikale, medlem af Bæredygtighedsudvalget m.m.

- Andreas Petersen, Verdens Skove.

- Niels Aagaard, Bedsteforældrenes Klimaaktion og Det Fælles Bedste.

De tre emner præsenteres af panelet, og du kan via livestream og sms deltage i debatten og få svar på de spørgsmål, du har. Der vil også være andre indslag i dette spændende og højaktuelle arrangement.

 

Praktiske oplysninger

På grund af Corona-restriktioner foregår mødet med et begrænset antal indbudte tilhørere. Men mødet bliver livestreamet, så du kan følge debatten hjemme fra dig selv. Du tilmelder dig med navn og mailadresse på bka-aarhus@outlook.dk. Efter tilmelding får du tilsendt et

link og et telefonnummer, så du kan følge mødet på livestream og stille spørgsmål via sms. Arrangementet støttes af FO- Aarhus’ debatpulje.