Aarhus City Halvmarathon

Aarhus City Halvmarathon

Torsdag d. 21. juni kl. 16-17.30 inviterede Aarhus Motion Eventnetværket til et kig bag tæppet, da BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon løb af stablen. Aarhus Motion udspringer oprindeligt fra AGF Atletik, men blev oprettet som en selvstændig forening med egne vedtægter i 1996 med det almennyttige formål at yde støtte til motionslivet i Aarhus. Aarhus Motion afholder mere end 12 arrangementer for over 85.000 personer om året med DHL-stafetten og BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon som nogle af de mest kendte. Aarhus Motion fortalte om setup’et omkring BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon, og Jesper Stubkier fra BESTSELLER delte sine erfaringer med at arbejde med denne type af sponsorater, og hvilken værdi det har for BESTSELLER. 

Man mødtes kl. 16.00 i Musikhuset ved Det høje C (Balkonen på 2. sal over cafeen). Herfra begav deltagerne sig på en rundvisning i Musikhuset og Musikhusparken for at slutte af kl. 17.30 med lidt let forplejning og en goodiebag til alle. Alle, der deltog, blev inviteret til VIP-arrangementet for BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon d. 24. juni fra kl. 8.00 på Frederiks Allé i de blå Aarhus Motion-telte ved startstregen.

Den 24. juni var der atter dømt løbefest i Aarhus Midtby, da BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon for sjette gang blev skudt i gang. BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon er et løb i verdensklasse med ca.12.000 deltagere. Man skal lede længe efter en halvmarathon rute, der passerer så mange seværdigheder. Undervejs passerer man flere af de kendte attraktioner i Aarhus såsom Den Gamle By, ARoS Kunstmuseum og Tivoli Friheden. Godt en uge før Aarhus’ største halvmarathon blev skudt i gang, kunne tilmeldingen lukkes med 12.000 løbere på deltagerlisten. Blandt de tilmeldte var alt fra nybegynderen, den erfarne motionist og eliteløberen. 20% af deltagerne begav sig ud på deres første officielle halvmarathon og 449 deltagere har deltaget alle 6 år.

12.000 individuelle historier: ”Det fantastiske ved halvmarathondistancen er, at den er opnåelig for de fleste – samtidigt med at den kræver noget forberedelse. Det bevirker, at alle har deres egen ’halvmarathonhistorie’ forud for løbet. Nogle har trænet sig op sammen med en god ven, nogle vinder et væddemål indgået i en brandert og andre har trænet sig op efter et sygdomsforløb eller andet. En ting er helt sikkert – det er den fedeste oplevelse at se dem løbe over målstregen med hænderne i vejret og få medaljen om halsen”, fortalte Jeanette Boye Sørensen, der er eventansvarlig hos Aarhus Motion.

Aarhus er en by, hvor pulsen altid banker og det kunne man mærke over alt i byen denne dag. Omkring 60.000 tilskuere heppede med og masser af underholdning hjalp løberne gennem de 21,097 km. FO-Aarhus lagde lokaler til administration, opbevaring m.v.