Studenterhus Aarhus

10. feb 2015

Læs her om debatarrangementer på Studenterhus Aarhus - støttet af FO-Aarhus' debatpulje

Lær nærmere detaljer om arrangementerne på Studenterhus Aarhus' egen hjemmeside:

http://studenterhusaarhus.dk/Kalender/Erhverv-Karriere/Brobygningsarrangementer

9. dec.: Samtalesalon/Conversation Café: Traditioner

Samtalesalonernes eneste formål er den gode frie og afslappede samtale om væsentlige emner, med folk du måske ikke ellers ville have talt med.

Samtalerne guides via forskellige spørgsmål og appetitvækkere igangsat af værterne.

Med andre ord, værterne tager imod, sørger for at guide alle, og de sørger for, at du aldrig er overladt til tilfældigheder og er garanter for den løbende samtale; du bliver taget ved hånden og ført gennem hele eftermiddagen.

Alle I, der synes det lyder spændende og vil være med til at opleve og tænke videre på det er meget velkomne - alene eller sammen med nogen, som I tænker kunne have interesse i at opleve og være med.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med: Studenterpræsterne Aarhus, UngKirken og FO-Aarhus

 

1. dec.: Statsminister Lars Løkke Rasmussen debatterer EU retsforbeholdet

- i anledning af folkeafstemningen 3. dec. Tid og sted: Stakladen kl. 15.-16.00.

Program:

Velkomst ved Karina Boldsen fra bestyrelsen for Studenterhus Aarhus.

Oplæg om folkeafstemningen ved Lars Løkke Rasmussen.

Debat med de studerende og andre interesserede.

Afrunding.

 

25. nov.: Morgencrunch – sådan får du drømmejobbet

Tid: Onsdag d. 25. november fra 7.45-9.45.

Pris: Gratis (dog er tilmelding nødvendigt pga. begrænset antal pladser*).

Forplejning: Der vil være morgenmad til de deltagende.

Placering: Studiecaféen i Studenterhus Aarhus, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus.

Morgencrunch’en kommer til at handle om din vej til drømmejobbet! Vi har inviteret virksomheder fra Aarhus-området. De inviterede virksomheder har fået tilsendt spørgsmål med udgangspunkt i, hvordan de udvælger kandidater til at besætte deres stillinger. Disse spørgsmål vil efterfølgende danne baggrund for en debat.

Helt konkret skal vi debattere følgende spørgsmål:

• Hvad spiller ind på jobansættelse – gode karakterer, erhvervserfaring etc.?

• Hvad kan man som studerende gøre under sin studietid for at forbedre ens jobchancer?

• Hvor meget vægter personlighed ift. jobansættelse?

Grunde til at du skal tilmelde dig dette event!

• Du skal helt sikkert ud på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, og du kunne tænke dig at vide mere om virksomhedernes standpunkt på ovenstående spørgsmål.

• Du vil gerne møde nogle virksomheder under uformelle rammer.

• Du vil gerne networke med virksomheder og studerende.

 

20. nov.: Bundsgaard uden filter

Uden forberedelse og uden formaliteter vil Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) svare på dine spørgsmål. Det sker i Studenterbaren i Studenterhus Aarhus på fredag (d. 20/11) fra 14-15.

I tre runder af 20 minutter skal der debatteres følgende emner: Studiejobs, Medborgerskab og Byplanlægning . Du kan spørge om alt, og du kan spørge ham face-to-face.  Vi belønner det bedste spørgsmål med en præmie i hver runde!

Vil du høre om Jacob’s første studiejob eller hans mere politiske overbevisninger om byens arealer i fremtiden? Har du selv idéer, du vil bringe i spil? Eller er du bare nysgerrig på en anderledes debat?

Så kom forbi Studenterbaren til en uformel snak om byen og en øl fra Aarhus’ bredeste øl-udvalg!

 

9. nov.: Den Moderne Virksomhed del 2 – Fra Ansøgning til Ansættelse

Er du SÅ klar til et studiejob, men skal du lede længe efter opslagene? Hvis ja, så er du helt sikkert ikke den eneste.  Vi mener, at det er tid til, at de studerende vender hatten på hovedet og selv tager kontakten til de omkring 55.000 virksomheder, der er at finde alene i Aarhus Kommune. Men hvordan gør man egentlig det? Og hvilke guldkorn er gode at kende til i den forbindelse?

For at gøre os klogere på dette afholder Studenterhus Aarhus den 9. november andet arrangement i en række af tre, der alle tager udgangspunkt i Den Moderne Virksomhed. Temaet for den 9. november er Fra Ansøgning til Ansættelse og vil netop forsøge at belyse, hvordan man selv kan spille en mere aktiv rolle i jagten på drømmejobbet, så man på den måde kan blive sin egen jobagent.

I denne anledning har vi inviteret BKI foods og Akademikernes A-kasse. Begge beskæftiger langt over 100 medarbejdere. Derudover er det virksomheder, der begge har et stort fokus på at styrke relationen mellem virksomheder og studerende.

Virksomhederne vil forsøge at belyse, hvilke tendenser de oplever i forhold til jobansøgninger, hvordan man fanger virksomheders opmærksomhed - og ikke mindst, hvordan man skriver en god uopfordret ansøgning.

Dette gøres gennem et oplæg fra begge virksomheder, og derefter vil der være rig mulighed for at stille de spørgsmål, som du ønsker svar på.

 

4. nov.: Samtalesalon/Conversation Café: Frihed

Det kræver ingen forberedelse eller forkundskaber, kun en lyst til samtalen og nysgerrighed på andre - samtalesalonernes eneste formål er den gode frie og afslappede samtale om væsentlige emner, med folk du måske ikke ellers ville have talt med.

Samtalerne guides via forskellige spørgsmål og appetitvækkere igangsat af værterne.

Med andre ord, værterne tager imod, sørger for at guide alle, og de sørger for, at du aldrig er overladt til tilfældigheder og er garanter for den løbende samtale; du bliver taget ved hånden og ført gennem hele eftermiddagen.

Alle I, der synes det lyder spændende og vil være med til at opleve og tænke videre på det er meget velkomne - alene ...eller sammen med nogen, som I tænker kunne have interesse i at opleve og være med.

Praktisk: Vi sørger for mad . Det er gratis at deltage  - og I må meget gerne lige fortælle os her på facebook, hvis I deltager.

Arrangementet præsenteres af Studenterhus Aarhus med Studenterpræsterne Aarhus, UngKirken og er støttet af FO-Aarhus

 

27. okt.: Den Moderne Virksomhed del 1 – Brand dig selv

Hvordan brander du dine personlige og faglige kompetencer? Hvor vigtig er de sociale medier? Og hvad vil du opnå?

Det første arrangement i en række af tre, der alle tager udgangspunkt i Den Moderne Virksomhed. Temaet for den 27. oktober er Brand Dig Selv.

At styrke sit personlige brand kan være en svær opgave! Men uanset om man vil være iværksætter eller vil positionere sig selv til drømmejobbet, så er det en nødvendighed. Det kræver naturligvis hårdt arbejde - men hvem siger, processen ikke kan være sjov? Kasper Bengtson skabte i 2010 social media bureauet, bSocial, som siden da er blevet en kendt spiller i branchen.

Han har haft fornøjelsen af at arbejde med flere end 300 virksomheder, herunder større brands som Grundfos, 4Sound, PriceRunner og Flyvevåbnet.

Og det seneste år har han haft fornøjelsen af at tale til events som f.eks. Marketing Camp og Social Media Days. Alt sammen er sket på kun 5 år gennem networking og vidensdeling - og med sjove oplevelser undervejs. Hør om hans rejse fra gymnasieelev til social media konsulent og hvilke metoder, du selv kan benytte til at nå dine målsætninger for dit personlige brand.

Han vil dele konkrete takes og tips omkring blogging, Facebook og andre sociale platforme, som deltagerne kan tage med hjem og arbejde videre med. Derudover vil der være mulighed for spørgsmål og debat om, hvordan man brander sig selv til den moderne virksomhed.

 

21. okt.: Karriere i udlandet

Drømmer du også om en karriere i udlandet? Har du i den forbindelse gjort dig tanker om, hvad det kræves af dig personligt og fagligt?

Hvis ja, så kom og vær med til vores spændende arrangement om at have en karriere i udlandet, d. 21. oktober 2015 i Studenterhus Aarhus, kl. 16.15-18.15.

Under første del af arrangementet kommer Lars Saaugaard, der er ansat som Marine & Coastal Engineer hos COWI, og fortæller om sine oplevelser og erfaringer som udstationeret i Indien.

Derefter vil der være mulighed for at udveksle erfaringer og tanker om karriere i udlandet sammen med andre fra lignende studieretninger.

I sidste del af arrangementet kommer Lone Skriver Pedersen, der er ansat som Head of Global Attraction & Mobility hos Grundfos. Hun vil holde et oplæg om, hvorfor virksomheder er interesseret i at have ansatte i udlandet samt hvad der kræves af den udstationerede.

Som deltager bedes du på forhånd overveje dine tanker, ønsker, mål og drømme til en karriere i udlandet. Disse overvejelser vil du forhåbentlig have afklaring på efter arrangementet.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og udveksle erfaringer undervejs.

 

7. okt.: Kula præsenterer: Antropologer i den offentlige debat

Som fugl Føniks opstår af sin aske, er den antropologiske foredragsforening Kula genopstået på ny. Kula - som drives af studerende for studerende - præsenterer hermed semestrets første foredrag med antropolog Anne-Marie Christensen, som vil fortælle om, hvordan antropologer bliver mere synlige i den offentlige debat.

Anne-Marie Christensen er magister i antropologi med speciale i nabokonflikter og uddannet konfliktmægler og

med afsæt i hendes nyudgivne bog "Nabokonflikt. Løs den selv" vil hun fortælle om, hvordan antropologer kan begå sig i en halvhurtig, journalistisk virkelighed samtidig med, at de bevarer deres faglighed.

Foredraget vil finde sted i Studentercafeens hyggelige rammer i Studenterhus Aarhus, hvor cafeen vil holde åbent for os, så det er muligt at købe alt fra snacks og sodavand til kolde fadøl.

Alle, der er interesserede i foredraget, er velkomne uanset faglig baggrund og sidst, men ikke mindst, er foredraget helt gratis!

 

5. okt.: Samtalesalon om kultur.

Det kræver ingen forberedelse eller forkundskaber, kun en lyst til samtalen og nysgerrighed på andre - samtalesalonernes eneste formål er den gode frie og afslappede samtale om væsentlige emner, med folk du måske ikke ellers ville have talt med.

Samtalerne guides via forskellige spørgsmål og appetitvækkere igangsat af værterne.

Med andre ord, værterne tager imod, sørger for at guide alle, og de sørger for, at du aldrig er overladt til tilfældigheder og er garanter for den løbende samtale; du bliver taget ved hånden og ført gennem hele eftermiddagen.

Alle I, der synes det lyder spændende og vil være med til at opleve og tænke videre på det er meget velkomne - alene eller sammen med nogen, som I tænker kunne have interesse i at opleve og være med. 

 

30. sept.: Morgen crunch – debat om fremdriftsreform og praktik for virksomheder og studerende.

Morgen crunch’en kommer til at handle om praktik og fremdriftsreformen. Vi har inviteret virksomheder fra Aarhus-området. De inviterede virksomheder har fået tilsendt spørgsmål vedrørende praktik, og disse spørgsmål skal danne baggrund for en debat.

Studenterhuset sørger for morgenmad under morgen chrunch’en.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med FO-Aarhus

Helt konkret skal vi debattere følgende spørgsmål:

- Har virksomhederne oplevet nogle konsekvenser af fremdriftsreformen angående praktik?

- Hvad er en attraktiv studerende, når virksomhederne udvælger praktikanter?

- Hvad har det af betydning for den studerendes fremtidige professionelle muligheder at have været i praktik?

- Hvad holder dig tilbage i forhold til at tage praktikanter/studiejobs ind i din virksomhed?

Grunde til at du skal tilmelde dig dette event!

- Du skal i praktik på et tidspunkt, og du kunne tænke dig at vide mere om virksomhedernes standpunkt på ovenstående spørgsmål.

- Du vil gerne møde nogle virksomheder under uformelle rammer.

- Du vil gerne networke med virksomheder og studerende.

 

24. sept.: Oplæg og workshop: Hvad er det bæredygtige menneske?

Rethink Human Being og Studenterhus Aarhus inviterer til oplæg og workshop om, hvad det vil sige at være et bæredygtigt menneske. Få testet din egen bæredygtighed, og deltag i debatten om hvad bæredygtighed egentlig indebærer. Det eneste du skal medbringe er dig selv og et åbent sind. Arrangementet er fra kl. 17-19, og det er gratis.

Hvis du vil være sikker på at få en plads - så tilmeld dig på christian@rethinkhumanbeing.org.

Program:

1) Ja/nej-spillet: Tag indledende stilling til en række filosofiske spørgsmål.

2) Oplæg ved Christian Dietrichsen: Kan verden være i balance hvis du ikke er? Og hvordan relaterer dette spørgsmål sig til et bæredygtigt arbejdsmiljø på studiet og andre relationer som du indgår i?

3) Workshop: Der vil blive vekslet imellem meditativ refleksion, nedskrivning af egne overvejelser, mindre arbejdsgrupper faciliteret med dialogværktøjer og debat i plenum.

Christian Dietrichsen er leder af Rethink Human Being og har de sidste 20 år holdt foredrag og workshops om bl.a. hverdagsfilosofi, lavet tv på dr2 og sat utallige kulturprojekter i søen - altid med et ønske om at udfordre eksisterende tankemønstre både hos sig selv og andre.

 

30. sept.: Student Advisory Board – Djurslands Bank

Er du studerende på en naturvidenskabelig uddannelse eller ingeniørstuderende? - og har du mod på en spændende debat med folk fra erhvervslivet og andre studerende? Så er det dig, Djurslands Bank leder efter.

Djurslands Bank har brug for din hjælp til at kortlægge, hvad du som studerende forventer af en bank.

Workshoppen tager 4 timer, og her vil du indgå i et student advisory board sammen med andre studerende og repræsentanter fra Djurslands Bank. I vil sammen brainstorme på løsninger, der kan hjælpe Djurslands Bank med at henvende sig til studerende, og hvor du som studerende kan bidrage til nye løsninger, der kan være til gavn for dig selv og andre studerende.

Djurslands Bank tilbyder forplejning til de deltagende i workshoppen.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med FO-Aarhus

Tid og sted: kl. 16.00-20.00. Djurslands Bank, Nørreport 3, 8000 Aarhus C

 

2. juni: Internetweek

Sammen med Internet Week Denmark og de deltagende casevirksomheder præsenterer Studenterhus Aarhus nogle topaktuelle TECH og UX-problemstillinger fra det virkelige liv.

Arrangementet er for virksomheder og studerende med særlige kompetencer og interesser indenfor it-branchen: it-virksomheder,  dataloger, softwareudviklere, UX’ere, interaktionsdesignere og it-studerende.

Sted: Studenterhus Aarhus, Nordre Ringgade 3, 2. Juni fra kl. 10 - 16.

Program

10.00 - 10.15 Velkommen og introduktion

10.15 - 12.15 Tech & UX (præsentationer i 2 spor)

Spor 1

• "Micro Services" (Tech) v. Søren Trudsø Mahon, eBay

• “TBA” v. eBay

• "Connection lost… F***” (Tech) v. Jakob Dam Jensen, Senior Developer, Creuna

Spor 2

• "Redaktionelt indhold i et strategisk perspektiv" (UX) v. Morten Barkholt, UX consultant & Kristoffer Okkels, Senior Business Developer, Creuna

• "På vej mod en living styleguide" (UX) v. Michael Vestergaard Larsen, Senior UX Specialist, Danske Bank

• ”TBA” v. Mjølner Informatics (UX)

12.15 - 13.00 Frokost

13.00 - 15.00 Tech & UX (præsentationer i 2 spor)

Spor 1

• "Når forretnings- og brugerbehov møder teknikken” (Tech) v. Rasmus Østergård, senior developer, Vertica

Spor 2

• "Hvordan stiller man krav til en oplevelse?” (UX) v. Tine Heide, UX lead, Bankdata

• "De bedste usability-tips til en god søgemaskine” (UX) v. Jens Hofman, Digital forretningsudvikler, Vertica

15.00 - 15.30 Opsummering af dagen + forfriskninger

Se abstracts, fuldt program og tilmeld dig på www.internetweekdenmark.dk

Tilmelding er gratis og inklusiv frokost.

 

 

 

8. april: Oplæg ved General Løjtnant Kjeld G. Hillingsøe og Specialist i konflikt-forebyggelse og fredsopbygning, Katarina Ammitzbøll. Foredrag og diskussion om nye sikkerhedspolitiske udfordringer, skrøbelige og konfliktramte stater, og hvad gør man når den internationale redskabskasse ikke slår til, men nærmest er sat ud af spil?

Tidspunkt: Kl. 16 – 18. Sted: Stakladen, Aarhus Universitet. Der er gratis entre til arrangementet.

16.00- 16.45 Oplæg og diskussion ved General Løjtnant Kjeld G. Hillingsøe
Putins annektering af Krim har rystet den verdensorden, som voksede frem med Sovjetunionens fald i 1991 og det internationale samfund søger nu svar på en række grundlæggende spørgsmål, vi for længst havde skrinlagt med afslutningen af den kolde krig.
Er Vladimir Putin i færd genoplive den kolde krigs tilstande med stormagtskonfrontationer og militære spændinger? Har han ambitioner om at genoprette det tabte Sovjetimperium? Eller er kampen om Ukraines fremtid resultatet af en kortlivet indenrigspolitisk afledningsmanøvre, der vidner om en svækket russisk leder? Hvilke geo- og sikkerhedspolitiske konsekvenser af det nye trusselsbillede må vi imødese? Hvad bliver NATO’s rolle, og hvilke er de bedste modtræk for at afværge en eskalation? Hvad er implikationerne for det danske forsvar?

16.45 - 17.30 Oplæg ved Katarina Ammitzbøll, Specialist i Konflikt-forebyggelse og fredsopbygning
Mens antallet af inter-statslige konflikter falder, stiger niveauet af intra-statslige konflikter. Det betyder, at måden at stoppe krige og konflikter på i langt højere grad bestemmes af, hvordan samfund transformeres. Flere trusler og årsager til konflikter er transnationale og funderet i radikale religiøse overbevisninger, had mod vestlige ideologier og samfund med fortalere og militante grupper infiltreret i økonomisk kriminalitet. Dertil kommer fødevareknaphed m.m. Det skaber nogle komplekse situationer, som er svære at håndtere.
Katarina Ammitzbøll vil skitsere den seneste udvikling inden for international fredsopbygning og nogle af de væsentlige udfordringer som det internationale samfund står over for med stabilisering og (gen)opbygning af konfliktramte og skrøbelige stater.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med: Studenterhus Århus, Konservative i Århus og
FO Aarhus.

Evt. yderligere spørgmål vedr. arrangementet kan rettes til Charlotte på: charlottewelzel@gmail.com

https://www.facebook.com/events/1575368542718111/

 

 

 

Onsdag d. 11. marts kl 19.00: Hvem var Eik Skaløe?

Steppeulvene var med til at skabe fundamentet for den dansksprogede rock, og med samfundskritiske tekster er deres numre fra dengang fortsat stor stor inspiration for mange nye musikere og bands. Man kan måske tale om en ny dansksproget samfundskritisk bølge på musikscenen anno 2015?

Facebookevent: https://www.facebook.com/events/1519486311648925/