Gratis AGF-fodboldkampe

29. nov 2016

AGF inviterer regionens flygtninge og særligt udvalgte børnefamilier til fodbold. I samarbejde med FO-Aarhus og Dansk Socialrådgiverforening i Aarhus giver AGF til årets to sidste hjemmekampe en ekstra oplevelse til regionens flygtninge og børn og forældre, der normalt ikke har mulighed for at opleve en AGF-kamp live.

Når AGF 29. nov. møder Lyngby Boldklub i Ceres Park, vil omkring 400 flygtninge kampen fra tribunerne. Og til hjemmekampen mod FC København d. 11. december er et nogenlunde tilsvarende antal aarhusianske børnefamilier, der normalt ikke har mulighed for at komme til fodbold, inviteret i Ceres Park. 

Om baggrunden for tiltaget siger AGF-direktør Jacob Nielsen:

- Vi er stolte af at være en del af Aarhus – og vi ønsker at være et samlingspunkt i byen. Det gælder i mange sammenhænge. Vi vil gerne være med til at tage et socialt ansvar, og vi tror også på, at vi med det brand, vi har, kan være med til at gøre en positiv forskel for folk, der ikke har de samme muligheder, som flertallet. Derfor har vi valgt at gentage successen fra sidste år og invitere regionens flygtninge til Lyngby-kampen, og mod FC København er det en række udvalgte børnefamilier, vi giver mulighed for at opleve en fodboldkamp live. 

Invitationen til regionens flygtninge i forbindelse med Lyngby-kampen sker i samarbejde med FO-Aarhus:

- Det var en ubetinget succes sidste år, da vi havde inviteret over 500 flygtninge til en AGF-kamp, og det gentager vi nu. Besøget var med til at knytte nye bånd, og det håber vi også, det bliver tilfældet denne gang. Fællesskabet omkring en fodboldkamp kan samle folk på tværs af kulturer og sproglige barrierer, og vi vil gerne med et initiativ som dette byde de flygtninge, som er i regionen, velkommen til Aarhus, siger Torben Dreier, skoleleder i FO-Aarhus.

Til årets sidste kamp i Ceres Park er AGF gået sammen med Dansk Socialrådgiverforening i Aarhus om at invitere særligt udvalgte børnefamilier til fodbold:

- Oplevelser, som mange tager for givet, har mange børnefamilier af den eller anden grund ikke mulighed for. Det kunne eksempelvis være en fodboldkamp for hele familien, og den ekstra oplevelse vil vi gerne give en række særligt udvalgte børnefamilier i Aarhus. Vi er glade for den velvillighed, AGF har vist, og vi glæder os til at samle børnene og deres forældre om en AGF-kamp, siger Mads Bilstrup, regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Arrangementerne støttes af FO-Aarhus' debatpulje.

Se også:

http://jyllands-posten.dk/sport/fodbold/superliga/agf/ECE9185753/agf-inviterer-igen-flygtninge-til-fodbold/

http://stiften.dk/agf/AGF-inviterer-igen-flygtninge-til-fodbold/artikel/424894

http://www.tv2oj.dk/artikel/agf-inviterer-flygtninge-og-boernefamilier-til-gratis-bold