Penge til hængende have

16. mar 2016

FO-Aarhus har modtaget 450.000 kr. fra Realdania til den hængende have i FO-byen.

Uddrag fra Realdanias pressemeddelelse om uddelingen af fondsmidler:

Kreativiteten og engagementet stortrives blandt Østjyllands mange ildsjæle. For anden gang har Realdanias Underværker-kampagne med held fundet frivillige projekter med stærk lokal opbakning, og nu er fire nye østjyske underværker udvalgt til støtte.

I det centrale Aarhus skal en grøn, hængende have i FO-byens førhen triste baggård skabe nye muligheder for aktiviteter og ophold....

Lokal opbakning
Alle de udvalgte projekter har dettil fælles, at de skaber udvikling og fællesskaber lokalt og både bevarer og nytænker bygningsarven. Samtidig er der i udvælgelsen lagt vægt på, at projekterne kan mobilisere lokal opbakning, fortæller programchef i Realdania, Christian Andersen:

”Vi er glade for, at Underværker-kampagnen har afstedkommet fire så solide og velfunderede projekter fra Østjylland, og at de lokale borgere har taget så godt imod ildsjælenes idéer. Det vidner om, at der er masser af gode kræfter, der er parate til at løfte i flok og aktivere de lokale kvaliteter og potentialer.”

Stærkt ansøgerfelt

I alt har kampagnen modtaget 87 ansøgninger fra hele landet, og ud af dem står altså fire gruppe ildsjæle fra det østjyske nu til at få en hjælpende hånd. 

”Endnu en gang har ansøgningsfeltet været imponerende, og vi har haft fornøjelsen af at kunne vælge blandt rigtig mange gode projekter fra hele landet. De mange idéer vidner om, at der fortsat er en stor virkelyst og begejstring i de mange lokalsamfund rundt omkring i Danmark, som nu får glæde af ildsjælenes store indsats,” siger Christian Andersen....

Om de udvalgte østjyske projekter:

Aarhus - Den hængende have i FO-byen

Formålet er at skabe en grøn, hængende have i FO-byens førhen triste baggård i det centrale Århus. Haven skal med faciliteter til aktiviteter og ophold skabe et levende ’byens rum’, og desuden fremhæve den historiske bygning Folkeoplysningens Hus fra 1900....

Om kampagnen
Realdanias kampagne Underværker har i alt 30 mio. kr. til over en treårig periode at støtte ildsjælenes projekter og skabe formidling og netværksaktiviteter over hele landet. Heraf er der afsat 9 mio. kr. til projekter i denne anden ansøgningsrunde.

Kampagnen blev lanceret sidste år, og anden ansøgningsrunde er nu gennemført. I alt har 45 ildsjæleprojekter nu fået støtte til realisering.

For at komme i betragtning skulle ansøgerne lægge deres projektansøgning op på hjemmesiden www.underværker.dk og blandt andet demonstrere, at de kunne skabe opbakning til idéen ved at få andre til at trykke ’støt’.

Alle projektansøgninger er vurderet af et bedømmelsespanel bestående af:

/          Kristian Krog, kulturel iværksætter, Den ny maltfabrik

/          Signe Wenneberg, forfatter, programmedarbejder og selvstændig konsulent

/          Rune Kilden, iværksætter og byudvikler

/          Søren Hermansen, leder af Energiakademiet på Samsø

/          Christian Andersen, programchef i Realdania

/          Jens Böhme, sekretariatschef i Realdania

Det er stadig muligt at gå ind på Realdanias hjemmeside med likes og kommentarer til FO-Aarhus' hængende have i FO-byen: http://www.undervaerker.dk/projekter/2015/den%20h%C3%A6ngende%20have%20i%20fo-byen