Den nydanske kvindekamp

09. mar 2018

Den nydanske Kvindekamp 12. marts kl. 20.00. På Eutopia Stage, Gudrunsvej 78, 8220 Brabrand. Arrangementet Den Nydanske Kvindekamp vil sætte fokus på kvinder mellem to verdener – kvinder der er danske, men som også har en minoritetsbaggrund, der ikke står i modsætning til den danske identitet, men som er den del af den. Dansk plus noget andet.

Den Nydanske Kvindekamp er et opråb, det er en fælles kamp uanset kulturel baggrund og politisk ståsted. Den Nydanske Kvindekamp er en universel kamp, der handler om enhver kvindes frihed til, at leve sit liv, akkurat som hun vil.

”Ligesom vi står på skuldrene af fortidens modige kvinder, som har kæmpet bravt for kvindekampen, vil vi, for fremtidens skyld, slå et fælles slag for den nydanske kvindekamp. For den nydanske kvindekamp er ikke kun Natasha, Halime, Khaterah eller Geeti. Den nydanske kvindekamp er os alle sammen." – Geeti Amiri, Khaterah Parwani, Natasha Al-Hariri og Halime Oguz.

Arrangementet starter kl. 20.00, hvor det åbnes med et musikalsk indslag af dansk-tyrkiske Luna Erhasin. Derefter vil arrangementets vært Abdel Aziz byde velkommen. Derefter har vi en kort runde, hvor de medvirkende kvinder præsenterer sig selv, og fortæller hvorfor de står på denne scene.

Nydansk-kvindekamp

Halime Oguz er den første med eget indlæg på scenen. Hendes optræden starter med en lydafspildning, af den anonyme kvinde ’Anna’, der fortæller om hendes vej længere og længere ind i et ægteskab med en dybt religiøs mand, og hvordan hun til sidst var totalt isoleret og kontrolleret gennem vold og psykisk terror. Hendes vej ud af ægteskabet har bl.a. medbragt, at hun den dag i dag stadig ikke ser sine børn, da de bliver holdt fra hende af det muslimske miljø. Derudover fortæller hun, hvordan hun den dag i dag stadig lever under jorden, da truslen fra hendes eks-mand er vurderet så stor. Halime folder denne fortælling ud, ved at fortælle sin egen historie. Halime blev gift i et arrangeret ægteskab som 18 årig, og først da hun er blevet 30 og har fået flere børn, begynder det at gå op for hende, at hele hendes liv er kontrolleret af hendes mand og religionen. Halime vælger at blive skilt, hvilket har store personlige konsekvenserm da hendes familie slår hånden af hende. Halimes vej tilbage til livet bliver gennem uddannelse og politisk aktivisme, og den dag i dag ser hun sin familie, sine børn og sine børnebørn.

Efter Halime indtager Geeti Amiri scenen. Hun fortæller historien om hendes mor – helt fra hvordan moren som ung, bliver dødeligt forskrækket da hun får sin menstruation, da hun aldrig har fået at vide, hvad det er, til mores flugt fra Afghanistan til Danmark, alene med fire børn, og om at bygge et liv op i Danmark. Geetis mærkesag er den seksuelle frihed og et opgør med jomfrumyten. Et ideal hun har mærket på egen krop, da hendes forlovede aflyste deres bryllup, da hans forældre havde fundet ud af, at hun havde været seksuel aktiv før – ikke fordi det var et problem for hendes forlovede, men fordi hans forældre ikke kunne accepterer det.

Natasha Al-Hariri fortæller om det frie valg. Her bliver afspillet et klip med en ung pige, der fortæller om konsekvenserne, da hun valgte at tage sit tørklæde af. Natasha har modsat valgt at tage tørklæde på, og fortæller ligeledes hvor meget det har betydet for offentlighedens opfattelse af hende. Selvom Natasha er uddannet jurist, er selvstændig og kvinden bag MINO Danmark og har været aktiv debattør i 10 år, er det stadig hendes tørklæde, der altid er i fokus frem for hendes holdninger.

Khaterah Parwani slutter første del af arrangementet af, med en stærk personlig fortælling om hendes 10 år lange kærlighedsforhold til en jødisk mand, og om hvordan de er blevet udskammet, spyttet på på gaden og været udsat for vold fra både det muslimske og jødiske samfund, fordi de insisterede på, at være åbne omkring deres forhold. Derudover sætter hun fokus på en barndom stærkt præget af vold og ophold på krisecentre, da det i mange afghanske familier ligger indlejret, at opdragelse og vold går hånd i hånd. Khaterah har den dag i dag et godt forhold til sin familie – også til faren og broren der var voldelige over for hende, da det også er vigtigt at sætte fokus på, at mændene også er underlagt en nedarvet kultur, og dermed også er ofre for tvang.

Efter pausen afrundes arrangementet af en times debat, der styres af Abdel Aziz. Her er fokus på, at komme frem til reelle løsningsforslag til hvad venner, familie, institutioner og politikere kan gøre for, at unge kvinders rettigheder i minoritetsmiljøer bliver sikret og debatteret.

Arrangementet afsluttes kl. 23.00, hvorefter de medvirkende vil være tilgængelige over for spørgsmål og videre debat med publikum.

Arrangementet støttes af FO-Aarhus.

https://www.youtube.com/watch?v=2Qu6bWKwffs

 https://www.facebook.com/events/1794641667213381/

http://www.billetten.dk/event/70133

http://forlagsliv.dk/den-nydanske-kvindekamp/