LGBT+Huset: Foredrag og spisning

12. sep 2023

Foredrag og Fællesspisning i samarbejde med LGBT+Huset: Dørene i Café Nicolai, Vester Alle 8, åbner kl. 17.00 og kl. 17.30 begynder foredraget om et spændende emne, som falder et sted inden for regnbuen. Kl. 19.00 spiser man lækker mad sammen og der vil være god tid til at stille spørgsmål og mulighed for at diskutere dagens emne over maden.

 

7. nov. kl. 17-20.00: Peech – S3X: Kommunikation, lyst og skam

Peech kommer forbi Café Nicolai og holder oplæg, der understøtter et mere mangfoldigt sprog om sex. Det er altid en god idé at kommunikere med sin(e) partner(e) både før, under og efter sex - men hvordan griber man det helt lavpraktisk an? Oplægget er tematisk struktureret og kommer blandt andet ind på oplevelsen af skyld og skam i forbindelse med seksuelle lyster og fantasier, at have sex med både sig selv og andre - og så sætter vi også fokus på orgasmekløften!

Der vil selvfølgelig være mulighed for at stille spørgsmål undervejs, og forhåbentligt vil oplægget udgøre et fundament, der gør samtalen om sex mere håndgribelig fremadrettet. Vi glæder os!

Du kan læse mere om Peech på deres hjemmeside: https://peech.dk/.  

 

3. okt. kl. 17-20.00: Queerstress – Hvad er minoritetsstress i et psykomotorisk perspektiv?

Temaet for aftenens foredrag er Queerstress – Hvad er minoritetsstress i et psykomotorisk perspektiv? Dagens oplæg afholdes af psykomotorisk terapeut, Malene Vinther Søndergaard, og handler om minoritetsstress. Vi tager blandt andet et kropsligt kig på, hvad stress er og hvordan det ser ud i nervesystemet. Hvordan vi kan bruge minoritetsstress som forståelsesmodel for de oplevelser queer personer har og som værktøj til at arbejde med os selv som queerpersoner. Hvordan vi kan opdage og modarbejde de mange små stressende faktorer vi møder over tid, inden de akkumulerer til en større reaktion. Og hvad psykomotorik egentlig er for en størrelse – og hvordan det hænger sammen med det at være queer. Som en del af oplægget vil der være refleksion og inddragelse som understøtter og udfolder emnet. Alt er naturligvis frivilligt og individuelt.

5. sept. 17:00-20:00: Kønsneutrale pronomener

Medvirkende: Ehm Miltersen, lingvist. Kønsneutrale pronomener er blevet et mere og mere synligt emne i hverdagen og den offentlige debat i løbet af de seneste år. Det kan måske få én til at tro at de små ord er et nyt fænomen - men faktisk har der været snak om kønsneutrale pronomener på dansk fra helt tilbage i 1942! I dette foredrag vil vores praktikant og lingvist Ehm fortælle om de danske kønsinklusive pronomeners historie. Det kommer til at handle om sprog, men også køn og feminisme, litteratur og medier, politik og offentlig debat, samt queerfællesskaber og personlige fortællinger. Så kom og få et godt måltid og en god historie.

16. maj 17:30-20:00: Punk, Porno og Skønlitteratur

Medvirkende: Nicolai Tange Lange, forfatter. Denne gang får vi besøg af forfatter Nikolaj Tange Lange, der i 2022 udgav sin fjerde roman, den autofiktive roman Romeo & Seahorse, der er skrevet med udgangspunkt i hans egen kamp mod afhængighed af sex og stoffer – også kaldet chemsex. Udover at fortælle om sin nyeste roman, vil han fortælle om det at bruge sig selv, sin krop og sin seksualitet i kunsten og litteraturen under navnet: Punk, porno og skønlitteratur.

Nikolaj Tange Lange har tidligere været en del af det københavnske kunster- og festkollektiv ’dunst’, debuterede med bogen Livet er en fest og så dør man i 2018 og har sammen med Mads Ananda Lodahl, Tomas Lagermand Lundme og Dennis Agerblad skrevet novellesamlingen Bøssedanmark fra 2021.

27. mar. 17:00-19:30: Familie under Regnbuen

Medvirkende: Marie Carlsen, blogger på morogmor.dk; Dina Hansen, ambassadør for European Sperm-Bank; Jane, medmor.

Samtale om forskellige familiesammensætninger - de juridiske aspekter, forskellige sider af donation og om at møde omverdenens fordomme. Tre personer med forskellige perspektiver på utraditionelle familiesammensætninger - donorbørn, medmoderskab og queer familieforhold – snakker sammen og fortæller om deres oplevelser og erfaringer. Publikum får god tid til at stille spørgsmål og have dialog om de ting som kan være fantastiske og de ting som kan være svære ved at bryde normerne omkring familiedannelse.

Arrangementerne støttes af FO-Aarhus' debatpulje.