Forord (til
FO-Aarhus' bog "På første række", 1998)
af Margrethe Vestager, Undervisningsminister
Voksenundervisning og voksenuddannelse har været nøgleord op
gennem 1990'erne. En øget satsning på uddannelsesaktiviteter er med
til at sikre, at den store del af voksne, der har behov for
supplerende uddannelse og undervisning, også får muligheden for at
deltage i tilbud, der er relevante for den enkelte.
Den enkelte har behov for dels at kvalificere sig i forhold til
arbejdslivet med dets krav om ændrede og ajourførte
kvalifikationer, dels at kunne klare de menneskelige udfordringer i
et omskifteligt samfund.
Særligt for de kortuddannede og de svage grupper er der grund
til at skabe særlige incitamenter for undervisning og uddannelse
med henblik på at undgå disse gruppers marginalisering.
Den vidtforgrenede indsats, der er sket på
voksenuddannelsesområdet blot i løbet af 1990'erne, har åbnet
muligheder for langt flere mennesker. Samtidig er behovet øget for
en forenkling og højere grad af samordning og målretning af
undervisningstilbudene, sådan at disse fremstår mere overskuelige
for den enkelte. Den folkeoplysende undervisning, som ikke er
direkte kompetencegivende, er en meget væsentlig del af den
undervisning, der tilbydes voksne, herunder de mere sårbare grupper
af voksne, som der fokuseres på i denne bog.
Det er imidlertid temmelig sparsomt, hvad der findes af egentlig
tilbundsgående undersøgelser om undervisningstilbudene for de
voksne, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.
Nærværende bog giver det selvfølgelig ikke udseende af at
analysere samtlige undervisningstilbud for denne gruppe - det ville
næppe kunne klares i en enkelt bog. Til gengæld giver bogen et
væsentligt bidrag til forståelsen af, hvad det er folkeoplysningen
kan tilbyde deltagerne, som deltagerne ikke kan få andre steder.
Desuden tegnes et billede af, hvordan forskellige projekter under
folkeoplysningen egentlig kan fungere.
Bogen kan derfor anvendes som inspiration i forbindelse med de
fortsatte bestræbelser på at tilrettelægge og udføre en
undervisning for voksne - og særligt de voksne, der befinder sig i
en udsat og sårbar situation - på den mest givende, relevante og
indholdsrige måde. Altsammen med det mål for øje at give den
enkelte forbedrede vilkår i samfunds- og arbejdslivet.
KONKLUSION i
FO-Aarhus' bog PÅ FØRSTE RÆKKE, 1998
I 90'ernes samfund bidrager folkeoplysningen ofte til løsningen af
sociale opgaver. Siden de første daghøjskoler opstod for knap 20 år
siden, har denne skoleform udviklet sig til at være en væsentlig
fornyelse og har medvirket til at udvide undervisningsbegrebet.
Folkeoplysningens oprindelige opgave med at belyse og opklare for
folket holdes der fast i, men målgruppen skifter i og med at
folkeoplysningen i 90'erne også bliver brugt i aktiveringen af
arbejdsløse og bistandsklienter - som ambulancetjeneste, som det er
blevet kaldt.
Folkeoplysningsprojekter tilbyder anderledes skolegang, hvor
projektets rammer tilrettelægges efter deltagernes behov, og
anderledes samværsformer, hvor projektets samtale med deltagerne
aktiverer deltagernes anliggender; det, de er optaget af her og nu.
Begge dele er væsentlige for at forstå den rolle, som daghøjskoler
og folkeoplysningsprojekter spiller i dagens debat om aktivering og
beskæftigelse.
Det billede, som denne bog har beskrevet, lever i høj grad op til
de målsætninger, som findes lokalpolitisk (jfr. eksempelvis Århus
kommunes målsætninger). Det kan sammenfattes i et billede af
bevægelige projekt- og samarbejdsformer, der tilgodeser grupper med
særlige behov, og som skaber pædagogisk nytænkning. I kraft af
måden at organisere på og i kraft af måden at være sammen på lægges
der vægt på deltagerne som ligeværdige personer, der bør have og
tage ansvaret for eget liv.
Folkeoplysningen gøres jævnt hen til genstand for overvejelser.
Det ligger så at sige i sagens natur, da folkeoplysningen ikke let
lader sig definere. Der er tale om en bevægelse, der søger en
forståelse af menneskelivets vilkår, ikke udfra et ydre,
informerende perspektiv, men udfra et indre og
oplevelses-orienteret perspektiv.
Man fristes til at citere le Carré: "Sommetider er vore handlinger
spørgsmål, ikke svar" Folkeoplysningen berører deltagernes
anliggender, bevæger og opliver, sætter gang i tanker og
handlinger. Folkeoplysningen bliver et aspekt af sindelag, jfr. Hal
Koch (1945, her citeret efter Andersen, 1996): "Demokrati kan
aldrig sikres. Det er ikke et system, der skal gennemføres, men en
livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der
skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige
oplysningsarbejde nerven i demokratiet".
Folkeoplysningsprojekter (og daghøjskoler) er den postmoderne
udformning af dette spørgsmål med den store variationsrigdom i
tilgange og metoder, og det postmoderne svar på det samfundsmæssige
behov for en særlig social indsats over for personer, der er
udelukkede fra samfunds- og arbejdslivet. Det almene, sociale
bidrag er at bevæge, oplive og handle samt skabe orienteringssans
og retning i menneskers liv.
Og på første række er oplevelsen mere intens.
Vil du bestille FO-Aarhus' bog PÅ FØRSTE RÆKKE kan du henvende
dig på 87 46 45 30
På første række - et essay om skolegang og kultur i skoler for
voksne.
Af Ole Steen Kristensen, Helle Abel, Janne Vedel Christoffersen,
Nina Hestbech.
Udgivet af Frit Oplysningsforbund i Aarhus, 1998.
Til toppen