Forord (til FO-Aarhus' bog "På første række", 1998)
af Margrethe Vestager, Undervisningsminister
Voksenundervisning og voksenuddannelse har været nøgleord op gennem 1990'erne. En øget satsning på uddannelsesaktiviteter er med til at sikre, at den store del af voksne, der har behov for supplerende uddannelse og undervisning, også får muligheden for at deltage i tilbud, der er relevante for den enkelte.
Den enkelte har behov for, dels at kvalificere sig i forhold til arbejdslivet med dets krav om ændrede og ajourførte kvalifikationer dels at kunne klare de menneskelige udfordringer i et omskifteligt samfund.
Særligt for de kortuddannede og de svage grupper er der grund til at skabe særlige incitamenter for undervisning og uddannelse med henblik på at undgå disse gruppers marginalisering.
Den vidtforgrenede indsats, der er sket på voksenuddannelsesområdet blot i løbet af 1990'erne, har åbnet muligheder for langt flere mennesker. Samtidig er behovet øget for en forenkling og højere grad af samordning og målretning af undervisningstilbudene, sådan at disse fremstår mere overskuelige for den enkelte. Den folkeoplysende undervisning, som ikke er direkte kompetencegivende, er en meget væsentlig del af den undervisning, der tilbydes voksne, herunder de mere sårbare grupper af voksne, som der fokuseres på i denne bog.
Det er imidlertid temmelig sparsomt, hvad der findes af egentlig tilbundsgående undersøgelser om undervisningstilbudene for de voksne, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.
Nærværende bog giver det selvfølgelig ikke udseende af at analysere samtlige undervisningstilbud for denne gruppe - det ville næppe kunne klares i en enkelt bog. Til gengæld giver bogen et væsentligt bidrag til forståelsen af, hvad det er folkeoplysningen kan tilbyde deltagerne, som deltagerne ikke kan få andre steder. Desuden tegnes et billede af, hvordan forskellige projekter under folkeoplysningen egentlig kan fungere.
Bogen kan derfor anvendes som inspiration i forbindelse med de fortsatte bestræbelser på at tilrettelægge og udføre en undervisning for voksne - og særligt de voksne, der befinder sig i en udsat og sårbar situation - på den mest givende, relevante og indholdsrige måde. Altsammen med det mål for øje at give den enkelte forbedrede vilkår i samfunds- og arbejdslivet.
KONKLUSION i FO-Aarhus' bog PÅ FØRSTE RÆKKE, 1998
I 90'ernes samfund bidrager folkeoplysningen ofte til løsningen af sociale opgaver. Siden de første daghøjskoler opstod for knap 20 år siden, har denne skoleform udviklet sig til at være en væsentlig fornyelse og har medvirket til at udvide undervisningsbegrebet. Folkeoplysningens oprindelige opgave med at belyse og opklare for folket holdes der fast i, men målgruppen skifter i og med at folkeoplysningen i 90'erne også bliver brugt i aktiveringen af arbejdsløse og bistandsklienter - som ambulancetjeneste, som det er blevet kaldt.
Folkeoplysningsprojekter tilbyder anderledes skolegang, hvor projektets rammer tilrettelægges efter deltagernes behov, og anderledes samværsformer, hvor projektets samtale med deltagerne aktiverer deltagernes anliggender; det, de er optaget af her og nu. Begge dele er væsentlige for at forstå den rolle, som daghøjskoler og folkeoplysningsprojekter spiller i dagens debat om aktivering og beskæftigelse.
Det billede, som denne bog har beskrevet, lever i høj grad op til de målsætninger, som findes lokalpolitisk (jfr. eksempelvis Århus kommunes målsætninger). Det kan sammenfattes i et billede af bevægelige projekt- og samarbejdsformer, der tilgodeser grupper med særlige behov, og som skaber pædagogisk nytænkning. I kraft af måden at organisere på og i kraft af måden at være sammen på lægges der vægt på deltagerne som ligeværdige personer, der bør have og tage ansvaret for eget liv.
Folkeoplysningen gøres jævnt hen til genstand for overvejelser. Det ligger så at sige i sagens natur, da folkeoplysningen ikke let lader sig definere. Der er tale om en bevægelse, der søger en forståelse af menneskelivets vilkår, ikke udfra et ydre, informerende perspektiv, men udfra et indre og oplevelses-orienteret perspektiv.
Man fristes til at citere le Carré: "Sommetider er vore handlinger spørgsmål, ikke svar" Folkeoplysningen berører deltagernes anliggender, bevæger og opliver, sætter gang i tanker og handlinger. Folkeoplysningen bliver et aspekt af sindelag, jfr. Hal Koch (1945, her citeret efter Andersen, 1996): "Demokrati kan aldrig sikres. Det er ikke et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysningsarbejde nerven i demokratiet".
Folkeoplysningsprojekter (og daghøjskoler) er den postmoderne udformning af dette spørgsmål med den store variationsrigdom i tilgange og metoder, og det postmoderne svar på det samfundsmæssige behov for en særlig social indsats over for personer, der er udelukkede fra samfunds- og arbejdslivet. Det almene, sociale bidrag er at bevæge, oplive og handle samt skabe orienteringssans og retning i menneskers liv.
Og på første række er oplevelsen mere intens.
Vil du bestille FO-Aarhus' bog PÅ FØRSTE RÆKKE kan du henvende dig på 87 46 45 30.
Du kan også downloade bogen i word-format
På første række - et essay om skolegang og kultur i skoler for voksne.
Af Ole Steen Kristensen, Helle Abel, Janne Vedel Christoffersen, Nina Hestbech.
Udgivet af Frit Oplysningsforbund i Aarhus, 1998.
Til toppen