Af Torben Dreier, Skoleleder
Ofte kan man høre og læse, at Frank Dalgaard (konservativ) gør
udfald mod visse fag i aftenskolen. Det er især mavedans og
vinsmagning, det går ud over. Frank Dalgaards påstand er, at den
slags ikke er og ikke bør høre ind under folkeoplysning og dermed
ikke modtage offentlig støtte.
Denne holdning er ikke ny. Tilbage i 1956 blev der efter
maratonlang debat i folketingssalen nedsat et udvalg til at se på
formodet misbrug af den daværende lov. Udvalget fik af vittige
hoveder tildelt kælenavnet "peddigrør-udvalget". Initiativtagerne
var De Konservative og Venstre.
Er der for meget hobby i folkeoplysningen?
Ordføreren for forslagsstillerne til dette udvalgsarbejde,
Kresten Damsgaard, mente at, erfaringen havde vist, at lovens
rammer var for vide, således som de blev fortolket. "Det er navnlig
indenfor aftenskolelovens rammer, jeg mener der tiltrænges visse
ændringer. Når en aftenskole i en provinsby i en annonce efter jul
indbød til kursus i følgende fag: maling og tegning, færdselslære,
knipling, porcelænsmaling, peddigrørsfletning, håndarbejde, vævning
og bogbinding, så er det ikke andet og mere, end mange andre
by-aftenskoler og forskellige organisationer indbyder til, men det
viser en tendens til at foretrække de hobbyprægede fag fremfor de
gamle aftenskolefag som dansk, regning, historie og
samfundskundskab."
Og denne tendens var åbenbart problematisk og uønskelig.
Skal folkeoplysningen være gratis?
Det var ikke bare det hobbyprægede, Damsgaaard var ude
efter. Også "eftermiddagskursus i sprog for damer. Javel, det er
godt nok, men de burde bare selv betale".
Den sidste bemærkning viser og tydeligt Venstre og Konservatives
andet formål med lovkritikken nemlig et korstog mod
gratisprincippet i aftenskolen.
Erik Ninn-Hansen (konservativ) udtalte i debatten:
"Jeg mener, det er berettiget at rejse spørgsmålet om betaling
fra deltagerne". Baggrunden for bekymringen er, at de offentlige
udgifter på området næsten blev fordoblet fra 1952 til 1956 og
hertil siger Ninn-Hansen: "...hvis vi i løbet af så få år begynder
at nærme os en fordobling af udgifterne, må vi vel her som på alle
andre områder have lov at diskutere den økonomiske virkning af
lovgivningen."
Kan der være pædagogik i hulsøm?
Et lille humoristisk indslag fra debatten kom den daværende
undervisningsminister Bomholt med, da han formodentlig med ironi i
stemmen udtalte:
"Jeg har også set, at der har været tale om hulsøm. Ja, der er 2
klasser hos FOF i Holstebro med nationalt håndarbejde; de
beskæftiger sig også med hvidsøm, hulsøm, hedebosyning og jeg ved
ikke hvad."
Bomholt havde stor forståelse for folkeoplysningens betydning og
forsvarer den: "Der er velsagtens landet over adskillige mennesker,
som ikke har meget forståelse for en pædagogik, der søger at nå
ungdommen dér, hvor ungdommen nu engang befinder sig. For dem tager
alt, hvad der går ud over dansk og regning, sig ud som udskejelser,
og det kan ikke nægtes, at det frie oplysningsarbejde nu og da
mødes med en kritik, der skyldes, skal vi sige svigtende
forudsætninger."
Ny kritik af folkeoplysningen
Her sidst i 90'erne er diskussionen så oppe igen. Nu er fagene, der
kritiseres blot nogle andre: mavedans, vinsmagning, Find din
partner. Den slags fag er i medierne blevet vejet og fundet for
lette. Og de kritiseres, på trods af at deltagerne nu om dage
faktisk betaler for at deltage nemlig ca. 50% af udgifterne i
modsætning til gratisprincippet i 1956 - den forholdsvis største
brugerbetaling inden for uddannelsesområdet.
En interessant udvikling: ingen ville overhovedet i vore dage
stille spørgsmålstegn ved, om sprog eller porcelænsmaling hører
hjemme i folkeoplysningen - måske er der ikke så stor interesse for
at gå til de fag i dag, men anerkendt er de. Så mon ikke mavedans
og vinsmagning om 10-20 år enten er forsvundet i glemslen eller er
blevet "stuerene"?
Skal der indføres censur?
Hver tid har sine røde klude bestående af "uspiselige" fag for
visse politikere og presse. Og skulle man lave særlove efter hvilke
konkrete fag, der netop er oppe i tiden, ville det være helt
absurd. Derfor bør det være en helt anden vinkel/betingelse for
indholdet i aftenskolen, der bør lægges vægt på.
Man havde i 1956 allerede et krav om, at der skulle være
læring/undervisningsplan for hvert fag. En undervisningsplan kunne
give det blå stempel fra det offentlige og den sikrede, at faget
ikke blev betragtet som hobby eller morskab.
Under den nuværende lov er der ikke krav om, at der skal
foreligge en undervisningsplan for, at et fag kan blive godkendt
(selvom ingen lærer med respekt for sig selv i dag ville påbegynde
et undervisningsforløb uden at have en plan).
Den nuværende folkeoplysningslovs paragraf 8
siger:
Den enkelte kreds træffer beslutning om
deltagerbetalingen, om ansættelse og afskedigelse af ledere, lærere
og andre medarbejdere, om valg af emner og tilrettelæggelsesform,
om kursuslængde og om antallet af deltagere på det enkelte
hold.
I bemærkningerne til den nuværende lov står bl.a.:
Det betyder endelig, at loven ikke får en indholdsmæssig
formålsbestemmelse. Det antages forsat, at indholdet bedst
defineres af lovens brugere....
I princippet bør statens rolle være at bidrage til, at der
skabes gode rammer. Det er ikke navnet på en given undervisning,
men undervisningens indhold, der er afgørende. Og indholdet er det
op til borgerne at blive enige om, det er en del af vores demokrati
at folkeoplysningen får lov at bygge på frit emnevalg og
metodefrihed, men det kræver selvfølgelig, at folkeoplysningen er
sig sit ansvar bevidst.
Undervisning med holdning
Min holdning er, at der ud over en undervisningsplan bør være et
krav om, at den enkelte kreds har en holdning med sin undervisning
og kan argumentere for sit valg af emner.
Da der, som tidligere nævnt, stadig i vore dage rejses spørgsmål
om lødigheden i visse fag, tyder det på, at der skal en helt anden
og varig måler/krav til for fremtiden.
En sådan måler kunne være krav om holdning bag det,
oplysningsforbundende foretager sig. Hvad er formålet med den
undervisning, man sætter i gang?
De 7 kompetencer
Ja, hvis man går historisk til værks og tager Grundtvigs
tanker om livsoplysning til "det hele menneske" som udgangspunkt,
kan man f.eks. udmønte dem i moderne udgave som de
7 kompetencer:
1.
Historisk kompetence som grundlag for social kompetence
- at kunne forstå og fremstille sammenhænge.
2.
Handleberedskab og valgberedskab
- at kunne fungere i grupper, studieteknik.
3.
Teknologisk bevidsthed
- som kan erhverves gennem praktiske processer.
4.
Økologisk bevidsthed
- forståelse af samspillet mellem menneske og natur.
5.
Åbenhed over for det anderledes
- bløde kvalifikationer, tænke alternativt, tolerance.
6.
Det æstetiske og det musiske
- kreativitet.
7.
Kroppen og bevægelsen
- kropsbevidsthed, kropskultur, kropssprog.
I et fuldtidsforløb inden for folkeoplysningen bør alle disse 7
kompetencer indgå, fordelt på diverse fag/fagområder.
I enkeltfag i aftenskolen vil det typisk være 2-3 af kompetencerne,
som vil blive berørt. F.eks. vil man i faget blomsterbinding
naturligt komme ind på æstetik, økologi og måske åbenhed over for
det anderledes, hvis holdet består af flere forskellige
nationaliteter.
Som en aftenskoleleder engang i 50'erne har skrevet:
"...det menneske, der går i gang med at skabe noget til sig selv
eller sine nærmeste, går samtidig i gang med at skabe noget i sig
selv...
Hobbyfagene har deres store betydning og berettigelse - ikke
mindst i en tid, hvor rationalisme og mekanisme for mange mennesker
gør arbejdsdagen kold og glædesløs."
Det sociale: samværet
I dag, på tærskelen til det 21. århundrede, har
folkeoplysning stadig en opgave i at supplere arbejdslivet. F.eks.
kan en af kompetencerne: den sociale (samvær med andre) vise sig at
blive en mangelvare i fremtiden. Hvis den tekniske udvikling
betyder, at vi i højere grad vil kunne arbejde alene hjemme hos os
selv, og få alle vore informationer og kontakter via EDB-skærmen
eller TV-skærmen uden at gå uden for en dør eller tale med andre,
vil vi i høj grad trænge til samvær og genopfriskning af social
bevidsthed og kompetence. "Den frie samtale" er et af grundlagene
for folkeoplysning.
Information eller viden
I vort moderne informationssamfund må vi huske på, at information
ikke er det samme som viden. Viden er den information, vi har taget
stilling til og taget til os evt. via afprøvning af information. Vi
skal lære at vælge, sortere og omforme (jævnfør kompetence nr. 2:
Handleberedskab og valgberedskab) informationerne til noget, vi
hver især har brug for. Information kræver handling for at blive
til erfaring. Og vi skal lære at skelne information fra
reklame.
En anden ting er, at informationen i informationssamfundet kun
er toppen af isbjerget. Information er kun det, vi kan se, høre,
læse og forstå. Men hvad med det der ligger bag informationen:
intentionen, tankerne, meningen, associationerne, erfaringern,
manipulationen, sansningen? At være deltager i og følge med i et
informationssamfund kræver meget mere end "bare" at kunne læse og
skrive og regne.
Hobbyfagene/de kreative og skabende fag vil måske i fremtiden få
endnu større betydning, end de har haft i dette århundrede. Fantasi
er lige så vigtig og uundværlig som kundskab.
At vælge og at handle
Folkeoplysningens sociale ansvar spiller især ind i
forhold til handlingskompetencen. Her er der tale om at lære
deltagerne at foretage kvalificerede valg og handlinger i forhold
til deres konkrete sociale situation. Kvalificerede valg, der
vidner om, at der er vilje til at tage et personligt ansvar.
Folkeoplysningen kan give deltagerne et samfundsmæssigt engagement
og en social rolle. Udgangspunktet er, at termen "socialt svag"
slet ikke er gyldig. Alle folk rummer ressourcer til at være stærke
på hver deres område, og alle har noget at bidrage med. Det gælder
blot om at finde den plads i samfundet, hvor de udnytter deres
ressourcer bedst muligt til egen og andres tilfredsstillelse. Dette
er en af folkeoplysningens fornemmeste opgaver, og den kan løses
lige godt, hvadenten det er på aftenskolehold i hulsøm, sprog eller
blomsterbinding.