Det almendannende

Del  

Af Kaj Andersen

Lovgivningen
I starten af 1990-erne blev fritidsloven afløst af "Lov om støtte til folkeoplysning". Loven angiver vilkår for offentlig støtte til undervisning af voksne (aftenskoler) og aktiviteter for børn og unge mv. (herunder blandt andet idræt og sportsaktiviteter).

I daglig tale er loven kommet til at hedde "folkeoplysningsloven". Og dette i en sådan grad at et officielt organ som "Dansk uddannelses- og erhvervsleksikon indledningsvis i kapitlet "Folkeoplysning (undervisning) skriver:
Folkeoplysning er mange ting. Typiske eksempler på aktiviteter og undervisning, som kan få støtte efter lov om støtte til folkeoplysning er aftenskoler, oplysningsforbund, fritids- og ungdomsklubber........"

Økonomien
Det har kostet mange kræfter at få gjort klart, at der er væsentlig forskel på økonomiske rammer og på det grundlæggende i folkelig oplysning. Det er langt fra alt, hvad der foregår i henhold til nævnte lov, der nødvendigvis er folkeoplysning eller folkelig oplysning, som det mere klangfuldt hedder i formålsparagraffen til vores egen lov "Lov om folkehøjskoler, efterskoler, hush.............." .

Formålet
Folkelig oplysning er altså også et væsentlig formål med vores virksomhed. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det så også er det, der sker. Folkelig oplysning er ikke identisk med de undervisningsområder, de fag, vi lægger ind i skemaet. Det er derimod måden, vi formidler stoffet på, og bredden på de elementer vi indrager i undervisningen, der bliver afgørende.

I disse tider får man næsten oplevelsen af, at jo mere der tales om folkelig oplysning, jo mindre er det en erkendt del af indholdet. Det gælder også steder, hvor begrebet skulle være det grundlæggende - det bærende. Det være sig voksenundervisningen, som der foregår rundt om i lokalområder i de enkelte kommuner, og det gælder, hvad der foregår på danske folkehøjskoler, og som det foregår på efterskoler mv.

Kvalificerende eller ej
Stærke kræfter - lige fra folketinget til tidsånden - forsøger nærmest at forhindre mulighederne i at udfolde sig. For højskolens vedkommende diskuteres det, om den skal have kompetence - være kvalificerende - eller ej. Spørgsmålet er akademisk. Den gode højskole har altid været karakteriseret ved, at den absolut var kvalificerende - omend ikke i en snæver faglig forstand men netop derfor absolut kvalificerende.

For efterskolens vedkommende er det betydningen af 10. skoleår, der er til debat. De unge skal hurtigere gennem uddannelsessystemet, og skal således helst (ifølge nogle effektivitetshungrende politikere og erhvervsfolk) undlade 10. skoleår. Det, disse personer i deres iver overser, er netop det kvalifiserende element. I skrivende stund har selv undervisningsministeriets undersøgelser dog godtgjort, at netop det alment kvalificerende led ikke kan udelades, hvis man vil nå et højt fagligt / menneskeligt niveau med effektiv udnyttelse af samfundet resourcer..

Almen dannelse
I denne debat er det naturligt at overveje, hvad "Almen dannelse" er? Og hvor forsvinder begrebet hen i denne debat.
I efterskolelovens formålsparagraf står der, at vi "tilbyder undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er folkelig oplysning. Undervisningen er af almen dannende karakter". Længere henne står der, at "efterskoler tilbyder unge elever kurser med henblik på elevernes hele menneskelige udvikling og modning, samt deres almene opdragelse og uddannelse. Skolerne kan afholde folkeskolens afsluttende prøver".

Almen dannelse og faglig dannelse er hinandens modsætning og forudsætning. Som det hedder et sted i undervisningsministeriets redegørelse til folketinget om folkehøjskoler:
"Det giver mulighed for at overveje, hvad man skal bruge resten af sit liv til". Og "hvad der sker på disse skoler har altid været et personligt anliggende for de mennesker, der har været indblandet".

Fremtidens skole
I Undervisningsministeriets "Pejling og perspektiv" fra 1988 angives der indledningsvis fire forudsætninger for fremtidens skole:

  • Det samfund vi tænker frem mod, er et frit og selvstændigt repræsentativt demokrati
  • Den skole, vi tænker frem mod, kan nok i sin struktur og sit indre liv være anderledes end 80-ernes skole, men det er en skole organiseret på grundlag af samarbejde mellem elever, lærere og forældre i vekselvirkning med det øvrige samfund
  • Det syn på barnealderens værdi og betydning, som ligger bag nutidens skole, føres videre, og samfundet tager de økonomiske konsekvenser heraf
  • Opfattelsen af skolens funktion som både kundskabsformidlende og opdragende fastholdes, ligesom der lægges vægt på at fremme den demokratiske holdning

Der er her ikke sagt noget om det faglige men meget om det almene. Om forholdet til hinanden og til det fælles samfund. Det fundament, - det perspektiv - der tages udgangspunkt i, er "Almen dannelse" eller "folkelig dannelse", som tidligere undervisningsdirektør K. E. Larsen udtrykte sig: "Folkelig dannelse er værgeløs men aldeles afgørende, og folkeoplysning og folkestyre går hånd i hånd".
Vi gør i denne opfattelse noget alvorligt ved vores samfundssyn og vores folkestyre, hvis ikke vi tager det almen dannende - folkelig oplysning alvorligt.

Det almene fundament og Grundtvig
Lad mig endelig illustrere to tidsmæssigt forskellige måder at udtrykke det almene fundaments nødvendighed samt et praktisk eksempel på teoriens funktion i den virkelige verden.

I februar 1843 skrev Grundtvig til Christian VIII om sine tanker om akademiet i Sorø således, at det kunne blive en anstalt til almindelig, folkelig dannelse og oplysning.
I dette lange brev opremser Grundtvig blandt andet nogle forudsætninger for, at en sådan anstalt kan fungere efter hensigten.

  • "Når nu folkelighed og fædreneland og modersmål skal være det levende middelpunkt for dannelsen og oplysningen, man stræber at opelske og udbrede, da må der i det mindste være en som forholdsvis er mester i modersmålet, ikke blot som det findes i bøgerne, men frem for alt som det lever i folkemunden"
  • " En i det mindste måtte der også være, som både kendte og elskede fædrenelandets historie, og kunne fortælle den livlig, thi ungdommen skal jo ikke plages med navne, årstal og allehånde småting"
  • "En i det mindste måtte der også være , som kendte og elskede folkesangen både i sin ældre og nyere skikkelse, og som enten selv kunne være forsanger, eller havde dog en fast medhjælper som kunne være det"
  • "En i det mindste måtte der også være, som havde set sig godt om i fædrenelandet og kendte ikke blot stædernes beliggenhed og egnenes smukke udsigter, men også folkene"
  • "Endelig måtte der vel såre ønskes en lovkyndig, der uden at bryde sig om Romerretten, kunne og ville give ungdommen en sand og levende forestilling om fædrenelandets statsforfatning og lovgivning"

Hvis man tager det lange tidsperspektiv i betragtning, er forskellen i det fundament i perspektivplanen og Grundtvigs brev måske ikke så stor. Det er personens almene udvikling, der er det centrale.

De 7 kompetencer
På samme måde er med de såkaldte "7 kompetencer" (Efter ide af tyskeren Oscar Negt og her udviklet på dansk af skoleleder Torben Dreier). I sin korte version ser de således ud:

  1. Handleberedskab og valgberedskab" hvor stikord kunne være omstillingsparathed, fleksibilitet og initiativ.
  2. "Det historiske som grundlag for social kompetence". Her kunne stikord være egen placering i samfundet som udgangspunkt for samarbejdsevnen, omsorg og troværdighed.
  3. "Kommunikation, sproglig kompetence og kulturforståelse", hvor det at se fordomsfrit på egen faglighed og tradition, er kvalifikationer i forbindelse med uddannelse og erhverv.
  4. "Det æstetiske og musiske" som vigtige elementer i sin udfoldelse.
  5. "Kroppen og bevægelsen". I det moderne bevægelseshæmmende eller stressede samfund har disse elementer stor betydning.
  6. "Økologisk bevidsthed - grønne kvalifikationer".
  7. "Faglig kompetance - teknologisk bevidsthed".

De første seks kompetencer omhandler det hele menneskes livsområder og påvirkningsmuligheder af egne livsvilkår, mens det den sidste fuldender det hele menneskes muligheder som fungerende menneske.

Afstanden fra Grundtvig i 1843 til "De syv kompetencer" i 1990-erne handler mest som samfundsudvikling. Det æstetiske fornægter sig ikke nogle af stederne, men at verden er blevet større, mere teknisk og måske på mange måder også mere indviklet, er kendsgerninger vi må forholde os til.

For et par år siden havde jeg fornøjelsen at optræde i panel med en leder fra en stor erhvervsvirksomhed. Jeg skulle redegøre for Den Fri ungdomsuddannelses muligheder. Før mødet havde vi bekræftet overfor hinanden, at vi kom fra to vidt forskellige verdener. Da mødet var slut måtte vi erkende, at de almene kvalifikationer, Den fri Ungdomsuddannelse lægger op til, netop er dem erhvervslederen satte højt hos sine medarbejdere.
Der er en verden til forskel fra den effektivitetsfiksering, der findes hos nogle politikere og uddannelsesplanlæggere og den virkelige verden. Den faglige kompetence skabes primært på fundamentet af bred almen dannelse både før og nu

Til toppen